Helliggørelse

Et forsømt aspekt af forkyndelsen i Danmark

Af: Ole Birch

 


Helliggørelse er ikke et begreb der er i forgrunden af kirkernes forkyndelse i Danmark. Vi lever i en kultur, hvor teologien har været præget af den særlige danske variant af Luthers reformation. Forkyndelsen har været fokuseret på at forklare Guds frelse, sådan som reformationen opfatter den. Det vil sige som en tilsigelse af syndernes forladelse på grundlag af Kristi forsoningsdød, modtaget i tro. Opmærksomheden har været rettet mod Guds handlen for mennesker, mindre mod hvad Gud gjorde i mennesker. Livet i Kristus, det liv den kristne skal leve i lyset af Guds handlen gennem Kristus, har været forsømt, eller direkte ignoreret. I nogle dele af det danske kirkeliv opfattes menneskets natur ikke sådan, at det giver plads til nogen positiv udvikling eller vækst. Mennesket ses ikke som havende nogen fri vilje til at svare Gud med og dogmet om arvesyndens fuldstændige nedbrydning af menneskets vilje til det gode, blokere for enhver tale om helliggørelse. I hvert fald hvis denne helliggørelse skal forstås som andet en den hellighed Guds kærlighed låner til mennesket, som mål for Hans kærlighed. At mennesket selv skulle kunne spille en rolle i sin frelse, eller at der overhovedet skulle kunne være tale om, at kristenlivet er andet og mere end vandring på stedet er utænkeligt. Mennesket er en synder – i går, i dag og i morgen og kan kun kaste sig angrende foran sin dommer og håbe på barmhjertighed. Det centrale begreb som denne forkyndelsen vil forklare er retfærdiggørelse; at mennesket gennem Kristus tilgives sin skyld og frikendes – erklæres retfærdigt på trods. Denne fokusering på retfærdiggørelsen har dybe rødder i vores vestlige kristenhed. Den løber som en rød tråd tilbage gennem reformationen og katolicismen, som nok har givet forskellige svar på begrebets indhold og konsekvenser, men alligevel arbejdet indenfor den samme ramme.

Vestens kristendomstolkning

I vores vestlige kristenhed har vi i lang tid opfattet frelsesdramaet som et retsalsdrama. Fra Tertullian og Augustinus, to jurister der i 3- og 400-tallet leverede den autoritative tolkning af kristendommen, har man i katolicismen og Lutheranismen forstået vores frelse som ”en benådning af en ellers skyldig anklaget i en retssag”. Satan var anklageren der med henvisning til menneskets mange synder, krævede dødsstraf og fortabelse. Gud var den høje dommer som måtte følge loven, hvis ellers retfærdigheden skulle be-stå. Men bagved loven viser der sig en større sandhed. En uskyldig kan påtage sig men-neskets straf og Kristus, Guds Søn, påtager sig dette offer. For Kristi skyld kan Gud nu både erklære mennesket skyldig som anklaget, men benådet. Set fra menneskets perspektiv foregik hele dette drama udenfor mennesket selv. Gud handlede suverænt og mennesket stod som den passive modtager af et budskab om frelse ved tro. Frelsens hele indhold lå i den tilregnede retfærdighed, som Kristi forsoningsoffer havde skabt for mennesket. Hvad det kristne liv så skulle være begrænsede sig til taknemmelighed. Selvfølgelig skulle man også adlyde Gud, men på grund af arvesynden ville man altid forblive en synder. Dette kan siges at give en meget statisk opfattelse af hvad helliggørelse er for noget.  

Østens alternativ

Men dette retsalsdrama er langt fra den eneste legitime forståelse af hvad Guds frelse er. Hos de tidlige østlige kirkefædre finder vi andre forsøg på at forklare hvad Gud har gjort. Her finder man frelsen indsat i et dynamisk og terapeutisk sprog. Synden er her ikke bare skyld (et juridisk begreb), men langt mere en sygdomslignende tilstand, som Kristus er kommet for at helbrede. Det overordnede perspektiv på frelsen handler om nyskabelse. Hos Irenæus, en af de tidligste teologer i kristenheden finder vi en spændende vision om Helliggørelsen. Irenæus kom fra Lilleasien, men virkede det meste af sit liv i Lyon. Hans tolkning af menneskets forhold til Gud tager udgangspunkt i at skabelsesberetningen i 1. Mosebog taler om at mennesket er skabt i Guds billede. Det vil for Irenæus sige at mennesket er skabt til at ligne Gud og til at komme til at ligne Gud. Menneskets bestemmelse var fra begyndelsen at vokse i hellighed, at indgå i en udviklingsproces sammen med Gud. Mennesket var altså skabt til helliggørelse. Syndefaldet var menneskets forsøg på at skyde genvej til kundskab, til at vokse uden Guds vejledning. I Irenæus’ teologi var det hele tiden meningen at Kristus skulle komme som menneskets forløser, og den nye mulighed for helliggørelse han bringer mennesket er bedre end det der tabtes med syndefaldet. Spændingen mellem de to teologiske traditioner fornemmes også i brugen af Det nye Testamente. I vest har skrifterne af Paulus, især Romerbrevet haft central betydning for forkyndelsen. Her er det stærk opmærksomhed på hvordan et menneske retfærdiggøres. I Øst har samme opmærksomhed været på de Johannæiske skrifter, hvor det fornyede menneske, genfødslen og helliggørelsen er i centrum.  

John Wesley

Irenæus og de andre østlige kirkefædres teologi om helliggørelse kom ikke til at få stor indflydelse i den vestlige kristenhed før 1700-tallet, hvor der i England voksede en bevægelse frem, som bl.a. var inspireret af dem. Det drejede sig om metodismen, hvis grundlægger John Wesley (f. 1703) var stærkt inspireret af oldkirkens forkyndelse. John Wesley formulerede sin forkyndelse udfra nåden som det centrale begreb. På samme måde som synden er en uomgængelig del af menneskelivets betingelser, er Guds nåde altid nærværende og virksom. Mennesket er i sig selv belastet af syndens skyld og magt, men nådens nærvær og kraft virker, at mennesket alligevel kan være aktivt søgende og aktivt modtagende i forhold til Gud. Det er ligeledes et resultat af nåden at mennesket kan nå frem til at bekende sig selv som troende. Nåden kommer mennesket i forkøbet og skaber mulighederne for omvendelse, tro, retfærdiggørelse og helliggørelse. Tro er tillid til, at Jesu gerning på jord har afgørende betydning for mig og mit liv. Troen er ikke det samme som intellektuel forståelse, og troen kan ikke nås via fornuften. Allige-vel afskriver troen ikke fornuften, men bruger den til at styrke sig med. Troen er tillid, som rodfæstes i hele personligheden og præger hele menneskets liv. Nåden er hos John Wesley ikke bare et ord for Guds velvilje mod mennesket, den er også en aktiv skaben-de kraft der vil forvandle mennesket, helliggøre det. Nåden er i denne dynamiske forstå-else næsten synonym med Helligånden i dette at være Guds skabende nærvær. Nåden kalder og udruster til omvendelse, et ord hvis nytestamentelige forlæg betyder ”at forandre sindelag”. Det handler om den personlige modtagelse af, eller bevidstgørelse om, frelsens virkelighed. Hos John Wesley har denne omvendelse to dimensioner som ikke kan adskilles, men som er forskellige - retfærdiggørelse og genfødsel. I retfærdiggørelsen modtager mennesket en tilregnet retfærdighed i kraft af Jesu forsoningsdød. Der gøres op med synden som skyld. I genfødslen tages der udgangspunkt i Jesu opstandelse. Som Jesus opstår mennesket til et nyt liv i Guds kraft. Det opstår til et liv sammen med Gud for at vokse i hellighed. Der gøres op med synden som magt. Når John Wesley taler om Helliggørelsen er det vigtigt for ham at sætte den ind i helheden af Guds frelsesplan. Set i sin helhed, sådan som den samlede bibelske beretning formidler den til os, er Guds handlen med menneskene et spørgsmål om skabelse og nyskabelse. Gud er fra begyndelsen den der skaber. Han er livgiveren og opretholderen af alt. Guds-billedligheden i det skabte menneske er for John Wesley, som for Irenæus, hjertet i kristendommen. Religionens store mål er simpelthen at forny menneskets hjerte til at være et billede på Gud. Som der står i Efeserbrevet 4: 23b-24; ”… I skal fornyes i sind og ånd og iføre jer det nye menneske, skabt i Guds billede med sandheden retfærdighed og fromhed”, og i Kolossenserbrevet 3: 9b-10; ”… for I har aflagt det gamle menneske med dets gerninger og iført jer det nye, som fornyes i sin skabers billede til at have erkendelse”.&nb

John Wesley 28. juni 1703 — 2. marts 1791 Kendt engelsk teolog, der sammen med broderen Charles Wesley regnes som grundlæggere af den metodistiske bevægelse.
Charles Wesley 18 Dec 1707 – 29 marts 1788

Gennem Det gamle Testamentes historie ser vi Gud på færde i menneskers liv for at fremme livet og for at skabe muligheder for menneskenes fællesskab med ham. Han er engageret og nærværende. Han virker for at dæmme op for ondskaben og synden, for de er livets fjender. Synden har nok lagt det oprindelige fællesskab mellem Gud og menne-sker øde, men Gud har ikke overgivet sit menneske og han har ikke opgivet sin kærlig-hed. Perspektiverne begrænser sig ikke til Guds forhold til den enkelte. I talrige tekster kan vi se Gud vise omsorg for hele skabningen. Han står ved sine skabelsesdrømme, han arbejder for at det igen kan siges som i skabelsesberetningen at ”Gud så at det var godt”. Igennem de love han giver sit folk og den fortælling om hans værk de bærer med sig, lever visionen om en verden og et menneske formet efter de højeste idealer. Gud arbejder for sin plan. Planen afsløres i Kristus. I ham bliver en ny skabning til. Et men-neske der sejrer over ondskaben, en Gud der ofrer sig for de uværdige og som kalder alle til efterfølgelse i kærlighed. Den nye skabning er det menneske der gennem tro på Kristus lægger det gamle bag sig og lader sig forvandle, bliver helliggjort og hvis hel-liggørelse er vejen til forløsning af hele skabningen.

 

Helliggørende nåde

Ifølge John Wesley gives mennesket i retfærdiggørelsen ved Kristus ikke bare en ny status, men også en ny fødsel. Altså både en relativ og en reel forvandling. Den relative forvandling i retfærdiggørelsen har med relationen til Gud at gøre. Den betyder at vi i Kristus er accepterede af Gud. Den reelle forvandling er begyndelsen på den nye skabning, den helhjertethed som er frelsen mål. Kernepunktet er her at menneskets åndelige sanser vækkes til live. For John Wesley var det klart at et menneske med sine naturlige fem sanser ikke kan erfare Gud, men erfaring er nødvendig når det drejer sig om hellig-gørelse. John Wesley tror ikke på nogen ”naturlig gudserfaring” eller en hos mennesket ”iboende kundskab” om Gud. I stedet ser han genfødslen som Guds omskabende nåde der trækker sløret fra menneskets øjne, så det med tro kan se Guds værk. Ideen om de åndelige sanser findes både i Bibeltekster der taler om at erfare Gud. Eksempelvis Sal-me 34: 9; ”Smag og se, at Herren er god” og Matt. 13: 16; ”Salige er jeres øjne, fordi de ser, og jeres ører, fordi de hører”. En rækker passager hos østlige kirkefædre inspirere også. Bl.a. hos Clemens af Alexandria, Origenes, Macarios og Ephraim Syreren. Ideen at vi kun gennem en særlig omstændighed kan se Gud er også med i moderne teologers tanker. Rudolf Bultmann skrev: ”To every other eye than the eye of faith the action of God is hidden”. (Kerygma and Myth)
Pointen er at genfødsel betyder et nyt syn på livet. Sindet åbnes for åndelige erfaringer der sammen med bibel, tradition og fornuft danner grundlaget for menneskets helliggørelsesproces. Den åndelige erfaring former den som erfarer. Et møde med Gud er ikke bare en oplevelse, det er altid et møde med konsekvenser. En sand religiøs oplevelse skaber forvandling i mennesket. Eller som Martin Buber har sagt det: ”Knowing transforms the knower”. John Wesley så meget kritisk på åndelige oplevelser der ikke ledte til forvandling af den der oplevede. Man må kende træet på dets frugter. Åndelige erfa-ringer er ikke forbeholdt en religiøs elite, men er en åben invitation til enhver om at tage del i genskabningen af Guds billede i mennesket. Dette gudsbillede omtales, igen hos østens kirkefædre, som et spejl. Menneskets opgave er at spejle Gud i skabningen. Denne forståelse af gudsbilledet har den fordel at den ikke identificere gudsbilledet som noget i mennesket selv, såsom fornuft eller samvittighed. Et spejl reflekterer noget udenfor det selv. Når menneskets gudsbillede genskabes i helliggørelsen betyder det derfor at mennesket igen begynder at genspejle Guds væsen, som er kærlighed. Denne betydning ser John Wesley i ordene fra Peters Første Brevs 1. kapitel om at de kristne skal få del i guddommelig natur

Mål og mening med kristenlivet

Kristenlivet drejer sig om tiltagende erkendelse af syndens magt, som en iboende og negativ faktor, men samtidig som en tiltagende oplevelse af, at Guds kærlighed får tag i tanker, ord og handlinger. Målet for dette liv i helliggørelse kan beskrives som Kristuslighed, eller efterfølgelse. Kristus er meningen og målet med kristenlivet. Den hellighed de kristne skal leve, kan kun eksistere i et engageret liv. Næsten og forholdet til hele skabningen er centrale i forståelsen af helligheden. John Wesley sagde at der ikke er nogen hellighed uden social hellighed. Dvs. uden at helligheden viser sig i forholdet til andre. Helliggørelse er personlig, men ikke privat. Det overordnede frelsesperspektiv handler om hele verdens restituering, og meningen med et liv som kristen er at leve med kærligheden som målstok i alle forhold. Derfor kan der aldrig blive tale om en helliggørelse der leder mennesket væk fra verden. Verden er netop det rum hvori helliggørelsen finder sted. Social ansvarstagen og politisk engagement kan ligge i umiddelbar forlængelse af helliggørelse. Det kristne fællesskab og fællesskabet med hele Guds skabning er afgørende for den kristnes fortsatte vækst i hellighed, dvs. i at realisere gudsbilledet.

  • Kilder:
    Om teologien i øst og vest: J. L. Gonzàlez: ”Christian Thought Revisited” Orbis Books 1999
    Om Irenæus: Irenæus: ”Mod kætterne”. Indledning af Anders-Kristian Jacobsen. Anis 1999
    Om Wesleyansk teologi:
    Th. Runyon ”The New Creation”. Abingdon Press 1998
    Th. A. Langford ”Practical Divinity”. Abingdon Press 1983