Hvad er en metodistkirke for noget?
En kristen kirke
Metodistkirken er en kristen protestantisk kirke. Vi har den samme bibel og tror på den samme Gud, som andre kristne.
Men vi er selvfølgelig en anderledes kirke end den store folkekirke, som de fleste danskere er medlem af.
Lille i Danmark – stor i verden
I Danmark er vi en minoritetskirke med ca. 2000 medlemmer og tilhængere. Ude i den store verden er metodistkirken ikke nogen lille kirke. På verdensplan er der ca. 80 millioner metodister.
Her i landet adskiller vi os ved at være en frikirke og det betyder, som navnet siger, at vi er uafhængige af staten. Vi synes det er naturligt og rigtigt. at stat og kirke er adskilt.
Metodistkirken er anerkendt som trossamfund i Danmark.
Kirken er noget vi er sammen om…
Lærer du kirken bedre at kende, vil man se, at hos metodisterne er vi fælles om at være menighed og kirke på dette sted. Vi eksisterer kun i kraft af, at der er mennesker, der har sagt: “Vi vil være metodistmenighed i København. Derfor bygger vi en kirke og ansætter en præst!” Den dag der ikke er tilstrækkeligt mange mennesker, der synes, det skal være sådan, da er vi her ikke. Det er ikke bygningen, der gør at vi er kirke. Det er menneskene, der har deres fællesskab i menigheden, der gør, at her er en kirke. Her bliver ikke skruet en pære i, uden at der er mennesker, der har givet penge, så vi kunne købe den. Og den bliver ikke sat i, hvis der ikke var nogen der ville gøre det. Her var ikke ansat præster, hvis ikke menigheden kunne samle ind og betale lønnen.
her står vi sammen om at få det hele til at fungere.
Vi kan blive bedre mennesker
Det, som metodisterne betoner, kaldes med et teologisk ord “helliggørelse”.Det dækker over, at vi tror på , at det gode i mennesket ved Guds kærlighed kan vokse og udvikle sig. At samværet med Gud forandrer os, så vi vokser i kærlighed.Når vi tror på Gud og begynder at leve i et personligt forhold til ham, bliver vi hele tiden bedre og bedre til at vælge kærligheden og det gode frem for det onde og forkerte.
En protestantisk kirke
Metodistkirken er en protestantisk kirke – det vil sige Metodistkirken tilhører den gruppe af kirker, som opstod i kølvandet på Luthers refromation i 1500 tallet. Metodistkirken opstod 200 år senere i 1700 tallets England, som en vækkelsesbevægelse indenfor den anglikanske kirke. Bevægelsen ledtes af den anglikanske præst John Wesley.
Bevægelsen udviklede sig til en selvstændig kirke først i Amerika i 1784 og senere i England. Fra Amerika bredte Metodistkirken sig til den øvrige verden og er idag en global kirke med 80 mio. medlemmer.
Ét grundlag – 4 grundsten
Bibelen er troens grundlag, den indeholder alt det, vi har behov for for at kunne forstå og tilegne os den kristen tro. Men Bibelen er også en bog, der skal tolkes. Derfor regnes traditionen, erfaringen og forstanden også som grundstene for troen.
Traditionen er den universelle kirkes samlede erfaring, lære og praksis gennem hele kirkens historie. Det er for eksempel trosbekendelserne, læren om treenigheden og dåb og nadver som sakramenter.
Erfaringen ligger i den personlige tilegnelse af troen. Der er fokus på det, som Gud gør i det enkelte menneskes liv og i menigheden.
Forstanden er også en grundsten. Via undervisning og regelmæssig deltagelse i en smågruppe hjælpes den enkelte til en forståelse af sin tro.
En frikirke
Metodistkirken er en frikirke, det vil sige, at vi er uafhængige af staten. Vi følger naturligvis landets love, men vi ønsker ikke at være underlagt Folketingets og kirkeministeriets beslutninger. Det er vores opfattelse, at de, der er intereserede i kirken og står inde for dens budskab, også skal træffe beslutningerne om kirkens liv og arbejde, samtidig er det væsentligt for os, at kirken kan stille staten til regnskab i forhold til det kristen budskab. Som frikirke modtager vi ikke økonomisk støtte fra staten, men kirkens medlemmer bidrager frivillligt til kirkens drift. Metodistkirken har siden 1865 været et statsanerkendt kirkesamfund med ret til at fortage kirkelige handlinger, dåb, konfirmation, vielse og begravelse med borgerlig gyldighed.
Barnedåb og nadver
Metodistkirken anerkender enhver dåb i Den treenige Guds navn uanset i hvilket kirkesamfund, man er blevet døbt.
Dåben er indgangen til det kristne liv, men Gud er virksom i et menneske før det er døbt og børn går derfor ikke fortabt, hvis de dør inden dåben. Dåben er således en stadfæstelse af Guds kærlighed og nåde.
Vi fejrer nadver, og alle er velkomne til at deltage. De to sakramenter, dåb og nadver er et mysterium, hvor Gud er til stede på overnaturlig vis med sin nåde og kraft. Man siger, at de er et ydre tegn på en indre nåde.